Jeg er på en sandstrand, sidder i vandkanten med mine bare knæ begravet i det våde sand. Vandet kravler op i mig og møder mig. Jeg skovler det i mine hænder, det glider ud gennem mine fingre lige så hurtigt som jeg har skovlet det op. Jeg har allerede mistet det. Jeg fanger en vandmand. Tager den nænsomt op med min håndskovl, mine hænder, der er foldet som et bassin. Det er som at vandmanden kigger på mig, som om at den ser mig. Den slimede geléoverflade i min ubrydelige håndflade. Jeg har hørt, at overflader aldrig er helt tætte. At mine hænders hud er fyldt med små huller, hvor vandmænd kan trænge ind. Et håndtryk med en vandmand er aldrig bare et håndtryk. Det er en udveksling. En noget-for-noget aftale, noget jeg får i bytte. Jo mere jeg giver, desto mere har jeg. En indgang, en åbning til havet og alt hvad det bærer med sig på sin bølgeryg. Det er den blødeste berøring. At jeg ikke ender ved min hud. Jeg låner mig selv til vandmanden, får massevis af gaver til gengæld. At blive ti